Perfekte madbilleder: Sådan tager du billeder af mad til nye højder

Lækre madbilleder af asiatisk mad

Vi elsker at tage billeder af vores mad. Både den vi får serveret ude, og den vi laver hjemme i vores eget køkken. Nogen gange vil vi bare gerne huske de fantastiske anretninger fra den fine restaurant. I andre tilfælde er maden så spektakulær, at man bare bliver nødt til at kunne dele det med andre. I alle tilfælde bliver oplevelsen dog bedre, hvis billedet bliver taget på den rigtige måde.

Hvad enten du planlægger at dele dine madbilleder på sociale medier eller bare gerne vil have dem for dig selv, bliver billederne sjovere at se på, hvis de er blevet taget ordentlig. Selv om de allerbedste billeder kræver mange års øvelse og det rigtige udstyr, så kan du rent faktisk få taget ganske hæderlige billeder ved at fokusere på de rette elementer og ved at udnytte ethvert godt snydetrick.

Hvis du vil lære at tage perfekte madbilleder uden at skulle bruge en formue på professionelt udstyr eller en professionel portrætfotograf, så skal du lære følgende:

  • Anretning
  • Billedkomposition
  • Lys
  • Redigering

Hvert af disse punkter kan der skrives tykke bøger om. Derfor får du her de grundlæggende principper, som du skal have styr på.

 

Anretning af maden

Dårlig anretning = dårligt motiv = dårligt billede

Det siger sig selv, at du skal have styr på din anretning for at kunne tage et godt madbillede. Det kræver, at du gør dig nogle overvejelser i forhold til æstetikken.

Først og fremmest skal du vælge den rette overflade at sætte maden på, som skal passe til retten.

For det andet skal du sørge for at alle elementerne er synlige, og at du let kan se alle kontraster i elementernes indbyrdes farver.

Endelig skal du sørge for, at billedet bliver symmetrisk. Hvis du gerne vil opnå mere symmetri i dit billede, kan det være en fordel at starte fra midten af retten (helt tæt på), for derefter fysisk at flytte kameraet længere væk.

 

Billedkomposition

Ligesom der ikke findes en one-size-fits-all model til anretning, findes der heller ikke nogen rigtig eller forkert billedkomposition. Der er dog nogle generelle retningslinjer, som kan hjælpe med at fremhæve madens bedste sider.

For det første skal du tænke over vinklingen. Her er det generelle råd aldrig at tage billedet lige på, oppefra. Det er nemlig den vinkel, hvorfra vi typisk kigger på maden, og dermed bliver billedet hurtigt kedeligt.

For det andet skal du tænke over de farver, du har i billedet. Baggrunden skal helst skille sig ud fra den mad, du gerne vil tage et billede af. Som tommelfingerregel er det også en god idé at holde sig væk fra kølige farver som blå og lilla, da de kan virke uappetitlige.

Endelig skal du lege med dit kameras evne til at lave selektivt fokus. Gennem selektivt fokus kan du skabe mere dybde i billedet og fremhæve motivet – maden.

 

Få det rette lys på billedet

Nogle gangen kan du ikke gøre så meget ved lyset. Skulle du selv kunne styre lysforholdene i dit billede, kan du bruge disse tommelfingerregler, som kan guide dig til et bedre madbillede:

  • Undgå lys fra fronten – ingen blitz!
  • Prøv at få så meget lys fra siden som muligt
  • Brug så vidt muligt naturligt lys
  • Undgå grove skygger

 

Billedredigering

Nu hvor du har tænkt over anretning, billedkomposition og fået det helt rigtige lys, så er behovet for efterredigering jo helt uvæsentligt – ikke helt. Med både gratis og betalt software kan du lige give billedet det sidste skub. I nogle tilfælde vil du endda bare kunne smide et filter på, som kan gøre billedet 10 gange bedre.

Under billedredigeringen er der nogle centrale elementer, som du bør have fokus på. Disse er som følge:

  1. Skarphed: Når du gør billedet skarpere digitalt, fjerner du de rystelser, der kan forekomme, når man tager billeder håndholdt.
  2. Kontrast: Kontrasten sørger for, at de enkelte farver i billedet kommer til at fremstå tydeligere ved at øge forskellen på de mørkeste og lyseste dele af billedet.
  3. Farver: Hvis du vil have farverne til at “poppe”, skal du sørge for at skrue op for de varme farver.
  4. Mæthed: Ved at øge eller mindske farvemætheden styrer du farvernes intensitet. Typisk vil du gerne skrue op for farvemætheden.

Recommended Articles

Skriv et svar