Sammensætning af mad og vin: Fiano, TrentoDoc, pigvar, artiskok og asparges

Vink farvel til flyskræk – opskrift

Da jeg var lille ville jeg være læge. Så fandt jeg ud af at det ville indebære at skulle kunne håndtere blod og nåle. Før jeg nåede til at tænke over alt det andet det også ville indebære, ville jeg ikke længere være læge

Så ville jeg gerne være ligesom Madonna. Nej, jeg ville gerne være Madonna. Det kunne jeg jo heller ikke komme til

Så ville jeg være skuespiller og/eller designer… men ikke så`n helt alligevel. Eller i hvert fald ikke nok.

Nej, jeg ville være advokat. Forsvarsadvokat. Den ide varede ved længe. I mange år. I perioder gik den for at komme forstærket tilbage i andre. Da jeg var meget ung teen, vidste jeg at jeg gerne ville have børn så ung som mulig. Helst lige så snart jeg var myndig. Hvad så med uni, tænkte jeg? Jamen, det måtte jo vemte.

Som 14-årig skulle jeg i folkeskolepraktik. Men når nu det med at blive advokat nok ville lade vente på sig qua ønsket om at være ung med mine børn, var det nok bedst at vælge et eller andet mindre krævende praktik-noget. Selvom jeg selvfølgelig var åben over for nye input, da jeg gik på Frederiksberg kommunes ´hvad kan du blive´ udstilling for 8. Klasse årgang 77/78. Det har jeg skrevet lidt om i ´Selvfølgelig skal jeg ikke skamme mig´.

Fra læge til advokat til jæger pilot til flyskræk

Jeg fik børn, min første søn da jeg var 18 og min anden søn da jeg var 22. Da jeg var hjemme på barsel med den første, så jeg en aften et program på DR om danske jægerpiloter.

Jeg ville ikke længere være advokat. Jeg ville være pilot. Helst jægerpilot

Men hvad så med min lille søn? På det tidspunkt havde jeg kun førstefødte. Jeg ville virkelig germe have været jægerpilot. Men det ville have betydet at jeg skulle i hæren. Og selvfølgelig være væk fra mit barm og kommende børn.

Så jeg besluttede at jeg i stedet måtte spare de lidt over 200.000 kr sammen, som det dengang ville koste at blive kommerciel pilot. Hvilket i øvrigt var målet at arbejde som, i sidste ende, skulle jeg have haft succes med at blive jæger pilot

Da jeg var på barsel med min andenfødte, blev jeg for alvor klar til et liv i luften. Jeg måtte dog indse at vi slet ikke havde nok penge til at jeg ville kunne komme på pilotskole. Jeg søgte derfor ind hos SAS som stewardesse. Jeg måtte søge tre gange, før jeg ENDELIG kom ind. Tænk sig, anden

gang jeg søgte og fik afslag, skrev de endda til mig, at jeg ikke skulle søge ind igen!!! Fandt aldrig ud af hvorfor.

Men altså alle gode gange tre; juli 2001, efter flere optagelsesrunder, prøver og samtaler, modtog jeg det ‘tykke brev’, det brev vi alle drømte om at få ind af brevspræklen, med al info om det videre forløb som ansat. Fik man et tyndt brev, vidste vi at det ville være et afslag. Hurra! Jeg var en af de 476 (?), eller små 500 personer der ud af de små 20.000 der havde ansøgt, som var kommet ind.

Det er vældig, vældig svært at beskrive hvor lykkelig jeg var. Det faktum at jeg ville komme ud at flyve – jovist først som stewardesse men da for efterfølgende at finde penge til min pilot uddannelse – gav mig dels en styrke og tro på, at jeg kunne opnå hvad som helst og dels, men afgørende, gik en kæmpe, kæmpe drøm i opfyldelse

Drømmen braste dog 11. September samme år, sammen med terroangrebet på Twin Towers i USA. Alting ændrede sig og SAS skulle nu skære i i stedet for at ansætte nye medarbejdere. Alle os som netop var kommet ind og skulle være startet på det obligatoriske steward/esse program, fik nu også et tyndt brev og de af os der havde nået at modtage uniform, måtte aflevere tilbage igen. Alt vores kuffert- og rejsetaske materiale fik vi lov til at beholde. Også SAS-hårspændet, som vi piger fik. Jeg har det stadig…

Men hvordan går man fra et brændende ønske om at blive jægerpilot, kommerciel pilot, stewardesse og/eller således bare få lov til at flyve, flyve og flyve, til at have så meget angst for at flyve?

Jeg ved det ikke med sikkerhed, men har skrevet  noget om hvad jeg mistænker kan have været årsagen i blogindlægget Bange for at flyve?

Fra voldsom flyskræk til 60–80/90 % kureret

Og hvordan går man så fra at være flyskrækslagen til  at føle sig 60-85/90 % kureret for frygten, afhængig af ens øvrige humør? Jo mindre stresset jeg er, jo mindre frygt.

Det har jeg til gengæld en ide om. Lige nu sidder jeg på en SAS flyvning og skriver. Vi er ved at gøre klar til landing. Og her er pludselig en del turbulens. Ja… jeg sidder stadig og skriver. Flyet hopper en del, svajer lidt til begge sider, der er lidt rutschebane over det. For 12 måneder siden, når jeg fløj og det skete, var jeg så bange at jeg var helt sikker på at vi simpelthen var nået til den sidste rejse. På samtlige af vores månedlige flyveture, tænkte jeg over al den taknemlighed jeg var og er fyldt med i kraft af alt hvad livet har givet mig. Tænkte over alle mine kære nede på jorden. Dybt ulykkelig. Sønderknust. Med hjertet revet i stykker, tårer der pressede sig på og så forfærdelig bange. Angst.

Når vi endelig kom ned på jorden igen, tog det mig ofte timer at komme ´tilbage` til mig selv og få frygten ud af kroppen. Nogle gange brød jeg grædende sammen. Måtte bare græde. Var stadig bange mens bag grådkvalt stemme,  fortalte (en forskrækket) Gildo at nu skulle jeg bare lige have lidt ro og så ville jeg være ok igen.

Vi er endnu ikke landet, men jeg kan se fra vinduet at det må blive indenfor få minutter. Jeg skriver jo faktisk stadig. Selvom vi stadig danser en del her i luften på vingerne

Jeg er helt ok!  Helt ok. Helt klar over at min tidligere så voldsomme frygt selvfølglig har været berettiget. Det er helt klart. Men den hang unægtelig sammen med to store ubekendte, dels

– mine egne øvrige forskellige former for frygt som min krop tvang (og tvinger) mig til at komme i kontakt med qua frygten for at flyve. En frygt der trænger sig på i ønsket om forståelse for hvorfor den er der, så jeg kan leve et dejligere liv hvor frygt ikke styrer mig, men omvendt

– er der noget at være bange for?

Jeg ved ikke hvad du som læser med, som måske også har ´flyskræk` er bange for. Det jeg altid var mega, mega, mega bange for, var turbulens. Dansende flyvemaskiner. Den der turbulens. Den skræmte livet af mig. Mens jeg skriver her, er der sørme virkelig meget vind, så meget vind at Gildo netop har grebet efter min hånd. Vi sidder på række tre og der er meget få mennesker med på denne flyvning. Men dem der sidder skråt bag ved mig på række fire er blevet helt stille.  Men i dag, her og nu mens jeg skriver, formår turbulensen slet ikke at tage grebet om mig og min frygt.

Hvorfor gør den ikke længere det?

Dels fordi jeg tog en beslutning for ca halvandet år siden om, at jeg ikke længere ville holde min flyskræk hemmelig

Jeg var egentlig ikke flov, jeg var bange for at kunne trigge andres eventuelle flyskræk. Hvis jeg talte om det.

Jeg har talt med de første 100 og nok også 200 personer, om flyskræk. Langt de fleste som jeg har talt med, er forretningsfolk og flyver utrolig meget hver uge, hver måned, hvert år

Langt, langt størstedelen, som i måske 80-90%, er inderst inde bange. Og det er ofte turbulensen der er årsagen

Vi er netop landet 💝 Række fire fortæller at de ‘ikke er bange for at flyve. De kan bare ikke lide at flyve. Og det var ikke rart med al den turbulens i vinden’

Det har hjulpet meget dels at tale om det. Igen og igen

At der var mange, mange andre som havde det som mig, gjorde desværre ikke min flyskræk mindre. Tværtimod. Jeg havde håbet på at alle dem jeg talte med, de garvede flyvende, ville kunne berolige mig. Sige noget i stil med, at de da slet ikke var bange, som i never ever. Men det gav mig alligevel noget vigtigt, fordi det gav mig en bredere forståelse: Selv hard core mega vigtige Multi National CEO´s er bange, når flyveren i turbulens hopper hen over Atlanten.

Det har hjulpet meget, at jeg er startet i psykoterapi. Her har vi blandt andet talt om angst. Jeg bil skrive om nogle af de ting jeg her har lært, i et andet blog post. Det er nemlig vigtigt generelt. Og har været med til at turde kigge nærmere på min flyskræk

Det endegyldige skub i den helt rigtige retning, har ikke været de mange forskellige søde stewardesser, som jeg har talt med om det på forskellige flyvninger. Det har helt sikkert hjulpet, men det har ikke været deres forsikrende, beroligende og kærlige omsorg. Selvom jeg prøvede at få det til at være nok. Nej, angsten for at flyve har fået et ordentligt los i bagdelen og jeg står nu pænt og vinker farvel til den, fordi at jeg på en SAS flyvning for nylig fik mulighed for at tale med kaptajnen. Under flyvningen. Vi sad på første række. Som vanligt på en flyver fra Kbh til Rom Fiumicino. Det var en stor del af tiden bare dejlig behageligt, ingen turbulens og næsten ingenting der lignede det, så altså bare et par ‘småsten på vejen’ her og der. Men pludselig begyndte det at ryste lidt mere. Og lidt mere Og lidt mere. Men slet ikke nok til at sikkerhedsbælte-skiltet blev tændt. Jeg ved at SAS piloter er garvede. Og ofte skal der alligevel en del til at de tænder for skiltet. Men alligevel. Jeg syntes det dansede lidt for meget, flyet. Så jeg fik øjenkontakt med en af stewardesserne. Hun var gammel i gårde. Og forladte hende roligt at jeg faktisk var rigtig bange nu. Og spurgte ledende, at ‘det her turbulens er slet ikke noget at være bange for, vel’? Jeg kunne se hendes overraskelse i øjnene. Nej! Udbrød hun spontant og kærligt. – Er du bange?, spurgte hun? – Ja, meget, svarede jeg. – Det kan man slet, slet ikke hverken se eller fornemme, tilføjede hun stadig meget omsorgsfuldt – du skjuler det vældig godt!

Jeg blev endnu engang beroilget og var egentlig ok – eller så ok, som jeg kunne blive – til at få resten af flyturen overstået.

Så gik der yderligere nok en 15-20 minutter. Nu kom kaptajnen ud. Han stod til venstre ovre ved flyets hoveddør og kiggede lidt forsigtigt hen på os. Som for at, om jeg havde behov for at tale med ham.

Nu kom stewardessen fra før hen til mig og sagde; ‘kaptajnen står her og vil meget gerne tale med dig om det vi netop talte om for lidt siden, hvis du har lyst’?

Om jeg har lyst? Jeg ville umådelig gerne tale med kaptajnen

Vi talte sammen i et lille kvarter, tror jeg. Jeg fik mulighed for at forklare det hele. At jeg gerne ville have været pilot, at jeg var blevet bange for ca 12 år siden på en italiensk indenrigsflyvning, at jeg ikke havde talt om min frygt før for relativt nylig. Jeg fik forklaret præcis hvad jeg var bange for, alle dem jeg havde talt med det om osv osv

I forhold til turbulens fortalte jeg, at jeg havde været på nettet og læse. Og havde læst at en tidligere luftkaptajn ikke var så klar i spyttet i forhold til om der er grund til at være bange for turbulens eller ej. Snarere tværtimod havde den artikel jeg læste med ham, gjort mig endnu mere bange. Jeg fortalte ham, at de få personer jeg havde haft lejlighed til at tale med fra luftfartsindustrien alle skulle have fortalt, at der aldrig i historien er faldet fly ned pga turbulens. Jeg spurgte ham, om det var rigtigt?

Hertil svarede han, at de netop havde siddet og talt om dette i cockpittet (jeg havde forinden sagt det samme til stewardessen) og var blevet enige om, at de i historien ikke syntes at kunne huske noget sådan.

Og så spurgte jeg ham jo så. DIREKTE

Kan en flyver falde ned på grund af turbulens ?

Hertil svarede han faktisk at det gør den ikke.

Han tilføjede at når flyvemaskiner bliver produceret bliver de værst tænkelige scenarier gennemgået, som i ‘hvad er det aller værste der overholder kan ske’? Og så producers flyveren så den kan holde til det dobbelt.

Denne snak med luftkaptajnen fra SAS, er årsagen til at jeg ikke længere er fyldt med frygt. Om det kunne være klaret ved at jeg bare havde talt med en som ham til at starte med. Eller om jeg havde brug for at have været igennem den proces omkring angst og frygt som jeg har været igennem  – og stadig er igennem, angst og frygt vil altid være en ret så naturlig del af os – ved jeg ikke.

Men jeg ved at jeg nu føler mig befriet. Lettet. Når flyet danser. Svajer. Og hopper rundt er jeg …. rolig. Jeg er rolig. Ej bange længere.

Det er jo en ny følelse. Så man er vel altid bange for, hvad nu hvis den gamle frygt vender tilbage?

Nu må vi se. Det tror jeg ikke at den gør. Jeg har nok fløjet 6-7 gange siden jeg talte med luftkaptajnen. Og der er ikke noget frygt der er vendt tilbage.

Man – siger jeg lige til mig selv – skal jo altså også passe på at man ikke bare går og tænker at man skal være bange for et eller andet! Nu er jeg så godt som kureret for flyskræk. Så skal jeg da ikke gå og være bange for at den vender tilbage !!!

Lille side note vil jeg dog meget gerne have med. Luftkaptajnen fortalte også at det med turbulens er meget lidt i Europa. Der kan være lidt – og er det som oftest – over Alperne. Men resten er virkelig i småtingsafdelingen. Det har alt andet lige også været stor medvirkende faktor til at jeg ikke længere har den tidligere angst for turbulens

Og det er virkelig godt. Men til gengæld fortalte han jo med dette også, at der altså godt kan være kradsbørstigt turbulens når man flyver oversøisk.

Indtil videre bliver jeg bare i Europa 😀

Men jeg er ret sikker på at jeg snart også tør flyve over Atlanten.

 

 

Følg med mig på

Instagram: @iamwine_jenniferdelaloca, på FaceBook og her på bloggen

 

2 kommentarer

  • Jeg er ikke så kæk for at skulle flyve – på tirsdag bliver det til Polen, og håber at det som altid hjælper med en lige ferie-starter i form af et glas vin, dybe vejrtrækninger og distraherende snak med min kæreste. Men øj, jeg ved godt, der kommer perioder hvor sveden hagler af mig, og jeg skal dy mig for ikke at sige noget halvhysteriskt – men mon ikke det går. Det skal det sgu 😀

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg håber så meget at du har haft en god flyvetur til Polen i dag og at din kæreste har været god til at holde dig i hånden og berolige dig. At sidde oppe i luften og være hundeangst er dræbende. Jeg ved ikke præcis hvad du er mest bange for, men skulle det være turbulensen håber jeg inderligt at du kan bruge dét som luftkaptajnen hos SAS sagde til mig, som så afgjort har haft kolossal betydning for nu at kunne føle mig langt sikrere, når jeg flyver. Kæmpe knus – alt vil være godt på flyveturen, både frem og tilbage

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sammensætning af mad og vin: Fiano, TrentoDoc, pigvar, artiskok og asparges