Titel eller ej

Dinner Guide Verona

Vi er netop kommet hjem fra en længere tur i Verona, hvor den stod på VIA, dommer på 5 Star Wines – The Book og Vinitaly 2019. I den anledning var vi jo nødt til at få noget i maverne – de første 3 dage var jeg dog afsted alene og der spiste jeg altså på hotelværelset, dybt begravet i studiebøgerne – den stod på riskiks, sicilianske datterino tomater og agurk!

Men da Gildo ankom til hjerternes by, gik den selvfølglig ikke længere (life is hard 😍). Første aften spiste vi pizza, hvad der oprindelig burde/skulle have været napoletansk stenovnsbagt pizza. Andre gange hvor vi har besøgt stedet, har det trods pizzeriaets kantine-agtige præg, været rigtig godt og – i hvert fald delvist – drevet af napoletanere. Det var det ikke denne gang og jeg lader derfor være med at skrive hvor vi var. Vi kom i øvrigt to ekstra gange, for at tjekke om noget skulle være ændret, fordi vi havde svært ved at forstå at kvaliteten er dalet så drastisk. Men det var lige skidt alle tre gange.

Il Desco

Hver gang vi er i Verona, sørger vi altid for at komme forbi restaurant Il Desco. Det er far Elia Rizzo som for mange, mange år siden startede restauranten sammen med sin hustru. I dag er det parrets ene voksne (og dygtige) søn Matteo, der står bag roret. Dog med fars konstante pusten i nakken – Elia er pænt over pensionsalderen, men vil altså ikke overlade tøjlerne helt og aldeles til Matteo. Selvom man godt kan fornemme dette, er der stor respekt mellem far og søn. Det fortælles at de gennem tiderne hver især har måtte indgå diverse far-og-søn kompromisser, men hvad gør det, når resultatet i dag er enestående. Il Desco er på en og samme tid traditionsrigt og innovativt, professionelt og personligt, nysgerrigt på modetrends og/eller nationers nye køkkenklæder (der skæves meget til det nynordiske køkken)  men stadig sikkert håndværk, hver gang.

 

Vi var fuldstændig pjattede med 2 Michelin bestjernede Casa Perbellini

Giancarlo Perbellini er søn af en konditorfamilie og har blandt andet været i lære, for mange år siden, på Il Desco og Giancarlo har sågar også være i København! plus adskillige andre steder i verden. Oprindelig drev han ‘Ristorante Perbellini’ sammen med sin ekskone Paola, fra familieejede lokaler i Isola Rizza lidt uden for Verona, hvorfra hans familie har lavet konditori siden midten af det 18. århundrede. I 1996 fik han sin første Michelin stjerne og i 2002 sin anden. Parret Giancarlo og Paola gik fra hinanden for nogle år siden, hun blev i familielokalerne og driver fortsat det oprindelige Ristorante Perbellini videre, mens Giancarlo rykkede ind til Verona by og startede forfra…

Gildo og jeg har meget længe gerne ville dinere hos Giancarlo i de nye rammer, som han kalder ‘Casa Perbellini’ (så hjemme hos Perbellini), men det har altid været umuligt at få bord. Restauranten består af maksimalt 16 pladser og man sidder som i et hjem, hvor stue og køkken er åbent i forbindelse med hinanden. Således 4-5 runde borde på ca 25 kvadratmeter og foran disse står Giancarlo med 5-6 kokke på rad og række bag hver deres station. Jeg har indsat et billede herunder som er et screenshot taget af Casa Perbellinis FB-side – jeg er i tvivl om ophavsret af billedemateriale og ville derfor ikke låne det ‘rigtige’ billede, som de selv har lagt op, altsammen fordi jeg ikke selv fik taget et billede da vi var der, hvor man kan se hvordan de står, lige foran hvor man er seatet 💝.

Giancarlo åbnede Casa Perbellini i 2014, fik sin første stjerne efter 6 måneder og den anden i 2015. På det gamle Ristorante Perbellini i Isola Rizza, er en stjerne stadig intakt.

Casa Perbellini levede absolut op til vores forventninger! I ‘gamle dage’, på Ristorante Perbellini i Isola Rizza (hvor der er meget, meget mere plads), kom de altid ud med både en kæmpe ostevogn og en kæmpe dessertvogn. Jeg har desværre ingen billeder fra den gang – vi har været der og spise adskillige gange i 00’erne – og vil blot nævne, at skulle jeg absolut have manglet noget i de nye lokaler i indre Verona, ja, så ville det have været noget lignende de gode gamle dage med dolce- og formaggi vognene. Men så igen, hvordan skulle de dog få plads! Casa Perbellini er en 2-stjernet Michelin oplevelse jeg meget gerne deltager i igen og meget gerne anbefaler varmt til alle andre foodies (husk tegnebogen!)

 

Herunder Mr. Perbellini

La Canonica

Vi spiste også rigtig godt på La Canonica, som vi nærmest fandt ved et tilfælde. Et ungt team med en kreativ og dygtig kok, vidende sommeliere, øvrigt venligt personale og spændende indretning med borde i to etager og direkte udsigt til åbent køkken, både fra hvor man er seatet samt når man går forbi ude på gaden

Pescheria Masenini

Endnu en genganger, Pescheria Masenini er en fiske restaurant med udmærket udvalg af vine, som vi er meget glade for at besøge når vi er i Verona. Maden er rigtig godt håndværk og rigtig god pris. Stedet er oprindelig etableret af hele Verona’s Grande Uomo (Elia Rizzo – fra Il Desco), tilbage i 2009. I denne omgang var vi forbi to gange og ville ikke have haft noget imod at spise der tre aftener og selvfølgelig vælge forskelligt alle aftener fra a la carte kortet

Trattoria I Masenini

Endnu et værk af Elia Rizzo i Verona. Er man til kød, går man ikke forgæves på Trattoria I Masenini, som serverer Fassona T-Bone Steak (Fassona er en piemontesk kvægsort), tatar og snegle i bourguignonne sauce, så rødvinssauce med løg, perleløg og eventuelt gulerod, svampe og bacon, oprindelig fra Boeuf Bourguigon, rødvinsbraiseret okse.

Officina dei Sapori

Her bliver vi muligvis en smule inhabile i vores anbefaling, fordi Chef Fabio Tammaro fra Officina dei Sapori har vi for mange år tilbage, arbejdet sammen med gennem flere år. Men det kan jo ikke ændre på, at han alligevel står bag fiske-‘gryderne’ i en hyggelig restaurant, beliggende tæt ved Adige-floden som løber gennem både Verona og Trento, som fortjener at blive nævnt i denne guide. Fabio er fra Torre Annunziata, naboby til Torre del Greco i Campania, hvor Gildo kommer fra. Og man kan roligt sige, at Fabio har taget sine campanske rødder med til Verona, hvor han serverer fisk og skaldyr i alle afskygninger. Fabio og Officina dei Sapori går utrolig højt op i økologi og bæredygtighed, Fabio har en kolossal viden om fisk generelt og restauranten gør en dyd ud af at servere vine med nul sulfitter.

 

Følg med mig på

Instagram: @iamwine_jenniferdelaloca, på FaceBook og her på bloggen

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Titel eller ej