4Ocean - ved du hvem de er?

Alle bør have en veninde som Flora

 

 

Flora, min italienske veninde i Italien – nej, du kender hende selvfølgelig ikke – men hun bor i Italien og er kun på SoMe ved festlige lejligheder. Men jeg vil alligevel gerne fortælle dig om hende. Hun forstår jo ikke dansk, så hun kan ikke læse hvad jeg skriver – og alle festlighederne er vel overstået for de fleste, så sandsynligheden for at hun får scrollet forbi her i cyberspace og oversat med google translate, er ikke så stor. Hun må selvfølgelig vide alt hvad jeg skriver. Og hun ville nok også blive rørt (og hun ser det nok også på et eller andet tidspunkt). Men jeg skriver egentlig ikke dette for at Flora skal læse det. Men for at hylde hende i stilhed, stilhed fordi hun ikke skal kunne høre det. Fortælle hvem hun er. Måske har du også en veninde som Flora. Som vi også bør høre om. Og nogle gange kan man jo godt have lidt for travlt med alverdens ting, sig selv eller deslige. Så man ikke lige får husket på, hvem man egentlig har dér. Lige der, så tæt på.

 

Araberheste

Flora er en af de store, stærke og stolte fuldblods araberheste – ja, du ved, de heste, der løber aller længst på literen. Med skyklapper for øjnene, pisk og smæld og så bare afsted. De heste hvor man overvældes af deres umådelige skønhed, deres styrke, deres muskler. Deres enorme vindersind, uden de egentlig jo nok er helt klar over det selv – mon de ved det, verdens allerdyreste araberheste – ved de mon selv, at de er usandsynlig mange penge værd?.. Heste er jo kloge. Men jeg tvivler på at de kan omsætte hvad det ærkematerielle betyder i vores, os menneskers, verden (mon Flora ved hendes vægt i guld?) I al deres vindersind toner araberhestenes stille, ydmyge gemyt ligeså klokkeklart igennem, som deres vinderaura og de er dem, som bare sparker røv, igen og igen. Løb efter løb. Dag efter dag. År efter år. Indtil de selvfølgelig en dag er udbrændt. Hvis de da ikke er blevet smidt ud inden på grund af deal-breaking skader.

Sådan en vindertype er Flora. Bare lige med undtagelse af de sidste to; absolut ikke udbrændt (men arbejder desværre på sagen….). Og ikke med deal-breaking skader (eller det vil sige, hun skjuler dem godt).

Southern Italian minds

Flora er fra syditalien, i øvrigt samme by som min mand. Hun er opdraget efter stolte syditalienske principper. Hun har som min mand, hendes mand og størstedelen af den syditalienske befolkning fra pågældende generation, arbejdet siden hun kan huske. De sidste 25 (Flora er nu halvvejs i 40’erne) har hun dog – som vi ville sige på dansk – arbejdet ’igennem’, dvs fra 8 om morgenen til ca 24 om aftenen (bevares, med lidt pauser ind i mellem), fra tirsdag til søndag. Det vil sige med én ugentlig fridag.

Det lykkedes hende også at føde begge sine børn på mandage – det var stort! Der var forretningen nemlig jo lukket. Arhmen altså, perfect!!!

Superwoman

Og hvad med Flora’s mand? Han er af præcis samme skuffe og sind. En knokler. Jeg holder rigtig meget af ham også, og måske jeg også skulle skrive noget om ham? Well – selvfølgelig. Han udfylder alle de roller en mand bør. Han er også fantastisk. Men Flora er, som mange andre kvinder i samme situation, ms super-woman. Fordi det er hun jo nødt til. Meeen, jo nok også fordi hun gerne vil. Der er noget vældig fedt ved at have råstyrke som en araberhest og kunne så meget, som Flora. Og det skal anerkendes. Det er vist derfor jeg skriver. Ikke at hun ikke bliver anerkendt derhjemme – det gør hun da. Men der er så få der ser det. Forstår det. Og jeg tror at der er rigtig, rigtig, rigtig mange andre kvinder (måske også mænd… Aner du noget rødstrømperi her, ved jeg ikke om du har ret eller ej, du bestemmer), som er som Flora og heller ikke bliver set nok. Det er lige præcis dét du og jeg her er i gang med at lave om på.

Jeg skriver det nemlig og du læser det. Og du ved det nok allerede, men nu giver du det måske videre. For første eller tyvende gang. Til dem af dine der har behov. Eller bare giver det videre

Hvad laver Flora så?…

NÅ!

Endelig kommer det

Flora er selvfølgelig restauratør. Of Couuurse – what else?!

Nå, dvs, hun er selvstændig restauratør. Sammen med sin mand. Og de kører såmænd frokost og middag på deres altid propfyldte restaurant i Italy, som sagt fra tirsdag til søndag med blot 14 dages lukkeperiode om sommeren og en enkelt dag omkring jul (Gisp!). Ergo, må man møde ind ved 8-tiden om morgenen og er færdig ved midnat (jo forhåbentlig, det kan som bekendt også blive senere).

Tænk, det får mig til at spørge, er vi restauratører bare snot-dumme, eller?… Hvorfor i himlens navn begiver vi os ud i at arbejde vores liv væk på den måde som vi gør? Disse spørgsmål har jeg efterhånden stillet mig selv en del gange gennem årene (jeg er jo også restauratør!). Og har stadig ikke fundet et endegyldigt svar.

Julen 2018

Når nogen arbejder så meget, kan man vel nok regne ud at der ikke er overskud til så meget andet, right?

Nixen bixen, sådan er det ikke med Flora. Nu skal I høre.

Gildo og jeg besøger vældig tit Flora og hendes mand, ja, vi vælger som udgangspunkt faktisk altid at overnatte i den by de bor i, når vi er i Toscana, for at kunne nå at se dem. Så vi ses alligevel rimelig tit, 1-2 gange om måneden (vi er jo normalt tit i Italy).

I forbindelse med julen 2018 får vi ved ét af vores møder talt om, at Gildo og jeg egentlig godt kunne planlægge at køre forbi Toscana (hvor de bor) tirsdag d. 25. december, dvs dagen efter juleaften. Det taler vi om, da Flora med familie jo skal holde jul og de ville være vældig glade for at vi også kom med. Men hvorfor den 25. og ikke d. 24., tænker du måske?

I Italien er der som i Danmark både julemiddag og julefrokost, så julemiddag d. 24. om aftenen, men det er i mange hjem julefrokosten (som starter ved frokosttid og varer til langt ud på aftenen) d. 25. december som er den vigtigste.

Åbent i restauranten 24. december

Den 24. december holder Flora og hendes mand altid åbent i restauranten. Både til frokost og til middag… Sådan er det. Den 25. holder de åbent til frokost. Sådan er det. Og den 25. om aftenen holder de lukket. Og holder selv jul….(så det er jo faktisk en halv dag de normalt holder lukket over julen, før skrev jeg en hel dag).

Men hvem skal gøre klar til julemiddag d. 25. om aftenen? Og hvem har dog overskud?

Det har Flora.

Det var første gang vi var sammen med Flora og familien d. 25. december 2018.

Jeg havde naturligvis ingen forventninger, tværtimod. Vi havde mange gange spurgt om vi måtte komme tidligere på dagen, så vi kunne stå for at få det hele gjort klart til om aftenen. Men det måtte vi ikke.

Jeg var – det var vi begge – rørt indtil benet da vi kom ind af døren, ja allerede uden for døren.

Floras hjem var julepyntet som Royal Copenhagen’s julestue. Julebordet var pyntet så fint, at jeg faktisk aldrig før jeg så det bord, for alvor har forstået hvor smukt det er, når nogen gør noget rigtig fint ud af tingene.

Alt var pyntet ned til mindste detalje.

Maden var fantastisk – jeg lader billederne tale for sig selv. Træet. Gaverne. Stearinlysene. Hoveddøren med det fine velkomsthjerte på døren. Alt var så umådelig fint at jeg blev rørt ved juletid, som jeg ikke er blevet, på den måde, måske nogen sinde?

Hvordan fik hun tid til det hele? Jeg ved det ikke… Jeg ved at hun ikke sover så meget om natten.

Og så kan jeg heldigvis fortælle jer, at Gildo og jeg de seneste år har prikket, skubbet, nevet og en gang imellem også rusket både Flora og hendes mand Mario. For at få dem til at forstå at vi ikke længere lever i 1960’erne og 1970’erne som børn af forældre der er født i slutningen af 1940-50’erne. I Syditalien. Hvor en lires værd blev godt og grundigt hamret ind i sjælen. Vores gode intentioner har båret frugt. For første gang i hele historien, er Flora, Mario og famillie, som jeg sidder her og skriver, på ferie. På nytårsferie. Nemlig. Det har de været siden d. 31. december kl. ca 16. Og de er først tilbage på pinden igen d. 8. januar.

Halleluja ❤️ 

Ps.

Forleden ringede Flora fra bilen, da de var på vej på eventyr. Og sagde: “Nå men, hvor er du så henne på din fødselsdag?” (Flora har ret godt styr på, at jeg har fødselsdag d. 5. februar. Det falder i år på en tirsdag. Der er hun jo som vanlig på arbejde).

Jeg fortalte at vi overvejede at tage på Cannavacciolo og hustru’s Villa Crespi i Piemonte

– Det vil sige, så kommer I forbi os om mandagen, ikke også?, spurgte Flora

Jeg vidste (og ved) ikke endnu, præcis hvad vores rute bliver, men svarede, at vi selvfølgelig with no doubt what so ever, ville komme forbi dem mandag, hvis vi kommer forbi Toscana… Jeg ved jo godt at hun spurgte, fordi hun gerne vil overraske mig… Så meget betænksomhed, er der ikke mange der rummer… Flora ❤️

 

Følg med mig på

Instagram: @iamwine_jenniferdelaloca, på FaceBook og her på bloggen

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

4Ocean - ved du hvem de er?