Tuscany, Rome, Napoli - det kan man da ikke sige nej til

Noget der virkelig kan få mit p.. i kog

– er manglen på anerkendelse.

Hvor svært kan det være? Åbenbart ret svært.

Det er muligt at jeg er langsom eller for viderekommende, men det er mig ufatteligt hvorfor folk ikke kan forstå, at vi mennesker – alle mennesker, dem selv inklusiv – har brug for anerkendelse. Ganske enkelt for at overleve, ikke bare leve, men overleve, på værdig vis

 

At blive anerkendt, er et fundamentalt behov for tre fundamentale færdigheder

  • kunne fungere
  • gro
  • have, eje og udvikle empati

 

 

Du er immervæk nødt til at kunne fungere, for at kunne fungere i vores samfund.

Du må immervæk gro, for at gro, overleve og leve

Du må immervæk have en vis portion af empati, for at eksistere. Du har brug for empati for dig selv, du er jo ligesom nødt til at kunne forstå dig selv og holde dig selv ud, du bor jo ligesom i din egen krop. Og du er saftsusemig nødt til at have en god portion af empati for at kunne forstå andre og holde dem ud også. Ellers kan du jo ikke holde ud at være i nærheden af dem.

 

Hvis du så ikke bliver anerkendt for dine fundamentale menneskerettigheder – det vil sige, det der enten til fulde er din fortjeneste, eller måske bare til dels, så sættes de tre fundamentale menneskerettigheder lynhurtigt ud af drift, eller begynder at køre som DSB.

Lidt eksempler: Lad os sige at måske var det delvist din fortjeneste – og måske var det 100% takket være dig – at firmaet vandt den sidste kæmpe ordre som gjorde at lortet ikke gik konkurs, men man glemte at anerkende dig for det. Måske er du endda udsat for at bliver overfuset, når du beder om den anerkendelse, der sådan set tilhører dig.

 

Måske var det dig man kunne takke for at alt gik som smurt til hvad-ved–jeg-hvilken sammenkomst, happening eller lignende, og ingen gav dig et klem, et velfortjent klap på skulderen eller huskede at praise alt det du faktisk gjorde muligt

 

Og måske var det din forgyldte fortjeneste at børnene voksede op og blev til dejlige individer med sunde grundlæggende værdier, mens farmand – din ’mand’ – arbejdede 97 timer om ugen og havde 185 årlige overnatninger abroad samtlige år. Næ nej, i sidste eksempel skal jeg love for at man ser mange par, hvor hustruen har været hjemmegående og sørget for alt og alle, mens farmand har gjort ’karriere’’ – når børnene bliver store bliver ægteskabet opløst og hvem har ret til alle de penge ”farmand” tjente (hovsa, læg lige mærke til hvad jeg skriver; ’farmand’ tjente, men det var da mordame der sørgede for at ALT det andet virkede, så han kunne suse afsted uden skrupler), mens mor var hjemme med ungerne?

Mange, især ham selv og hans venner, mener gu’hjælpemig at han har retten til alle de økonomiske midler – hun har jo ’bare’ været derhjemme !!!!!!! Oh my God. Jeg er nødt til at lægge mig. Jeg bliver så dårlig når jeg hører om disse situationer. Dette fænomen er jeg nødt til at skrive om i et andet blogpost, hvor jeg går mere i dybden, her vil jeg begrænse mig til at skrive at kodeordet er – say it out loud with me

A-N-E-R-K-E-N-D-E-L-S-E

 

ANERKENDELSE kan og må aldrig negligeres.

Jer der ikke forstår det, forstå det og forstå det nu. Anerkendelse kender ikke kultur. Anerkendelse bunder i det helt  samme grundlæggende princip, hvad enten du er fra Norge eller Nordafrika.

 

Og lad mig lige slutte af med et rigtig godt lavpraktisk eksempel; vi mennesker er grund-naive.

Hvis du siger til et menneske, dag ud og dag ind, at vedkommende er grim, dum og ikke dur til en dyt, ja så vil vedkommende inden længe tro dig.

 

Fortæller du tværtom at vedkommende er smuk, klog og dygtig – gæt en gang, så tror vedkommende sørme da også på dig!

Er det ikke bare fantastisk? Vær dog sød og ordentlig, for f….. da

 

Hvis du ikke anerkender folk for hvad de skal anerkendes for, går de i stykker indeni. Det sker ikke lige med et, men kommer snigende. Det er ødelæggende. Og vældig svært at rette op på.

 

Gør noget dejligt for én eller mange i dag; gå ud og anerkend. Anerkend folk for hvad der er deres. Gør det samme i morgen igen og lad os sammen blive meget, meget bedre til at opføre os ordentligt. Tak. Og sig det videre.

2 kommentarer

  • Jens M

    Det er trist, at det ikke er indbygget i mennesket fra livets start. Det burde være en selvfølgelig, men det er det, desværre langt fra. Moral og etik, burde være på skoleskemaet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det er så trist, så trist. Så enig i at emner som dem du nævner, burde være på skoleskemaet!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tuscany, Rome, Napoli - det kan man da ikke sige nej til