#iamwine - og når det nok!

Hvornår topper vinen?

På det seneste har jeg fået flere forskellige forespørgsler på, hvornår vin topper. De har både været generelle og specifikke. De specifikke går jeg let hen over i slutningen af dette skriv, mens jeg i stedet bruger kræfterne på at komme omkring de generelle, og beskrive ud fra hvilke kriterier jeg dømmer, når jeg filosoferer over hvornår en vin er på dens højeste. Fordi, det er jo dybest set en personlig sag. Det er jo ret så individuelt hvad man som smager, er mest vild med. Er det når vinen er purung, sprød og smart i en fart? Når den har fået lidt år på bagen og hviler mere i sig selv? Eller er det når den er et godt stykke på vej – derovre på den anden side af halvvejs i livet – og formår både at fortælle noget om ungdommens naivitet, tiden hvor den syntes uovervindelig og alderdommens vished?

 

Fase 1

Hvis vi starter med udelukkelsesmetoden, kan vi nok hurtigt konkludere, at man næppe kan tale om at en vin er toppet, inden den er nået teenagealderen. Det vil altså sige, at en vin kan være skøn, når den er purung og sprød, men toppet er den naturligvis ikke. Fordi hvad med alt det der ligger forude? Nej, selvom det nu en gang er en smagssag hvad man bedst kan lide, kan men ikke tale om at en vin topper så tidligt.

 

Fase 2

Hvad så, når den er i den periode hvor den synes uovervindelig? Altså dér hvor det hele bare kører, det sprøde og purunge har forvandlet sig til kant, der er masser af saft og kraft, skønt krydderi på tilværelsen med komplekse, spændende undertoner, grå, charmerende stænk hist og pist som kommer til udtryk i venlige tanniner og en yderst veltrimmet krop – ja, det er lige før der er tale om 6-pack og cykelrytterlår – med spændstig syre så det stadig sitrer på tungen… Er det her den topper? Mmmm, well. Det er der måske nogen der synes.

 

Fase 3

Dem der er mindre vilde med de såkaldte ’tertiære’ udtryk. Joo, de findes skam. Og de findes både blandt ny-udklækkede vinelskere og de gamle og garvede i gårde. De ’tertiære’ udtryk er de dufte og smage der tager over, når uovervindelighedssyndromet afløses af livets udvikling og kommer til udtryk i erfaring, forståelse, dybde og vision. Det er her den fulde historie fortælles. Og når den er fortalt vil vinen en dag ikke længere være til. Pludselig en dag, er den død. Er det så umiddelbart før den dør, at den topper? Altså dér hvor al den frugt der var, frisk som tørret, er visnet og blæst bort sammen med flaskelagringens erindringer, tanninerne tilintetgjort og syren nedbrudt?

 

Ja! Dér omkring… Dvs et eller andet sted imellem de sidste to faser.

 

I mit univers topper vinen – det vil sige, den er på dens umiddelbart højeste, dens umiddelbare maksimum – når den formår at fortælle en fantastisk historie der bevidner dens uovervindelighed finurligt smeltet sammen med alderdommens begyndende visdom – er man så heldig at det hele toppes (for nu at blive i terminologien) med et par anekdoter fra de spæde teenageår, ja, så kan der være tale om, ikke kun en skøn vin der topper, men en stor vin der topper, på dens absolut højeste.

 

Dette – denne ’topning’ – er dog ikke på nogen måde ensbetydende med at vinen er på vej i graven. Overhovedet. Vinen dør heldigvis slet ikke lige efter den ’topper’ – hvis vi altså vil sige, at det er her det sker. Vinen har, efter denne periode, stadig et spændende tertiært liv foran sig. Men som før nævnt er det ikke alle der sætter pris på den sidste rejse. Og for de der ikke gør kan det være rart at vide hvor længe man skal vente. På sin vin. Eller på at den topper. Eller noget.

 

Og dette kan være meget svært at spå mere eller mindre præcist om, selvom jeg sidst i skriv’et her, vil bevæge mig ud i en largetommelfingerregel. Vinen er jo levende og i konstant forandring. Ligesom os der drikker den. Ligesom vi – altså os mennesker – har en formodning om, at de bedste udgaver af os selv – dvs mennesker der er gode til at pleje deres krop og sind med fornuftig næring – kan køre meget langt på literen og således nå at blive både tussegamle og grå; lige såvel har man en formodning om at de bedste årgange af kvalitetsvine har i hvert fald 20-30 år af liv foran sig fra fødslen og i nogle tilfælde endda endnu mere. Og nogle gange meget mere. Med dette for øje (således tommelfingerreglen), kan man stå med en vin som eksempelvis Brunello, Barolo, Bourgogne eller Bordeaux fra super året 19- eller 20xx, fra den og den producent, og tænke; ”denne vin har typisk en livscyklus (alle faser inklusiv, dvs teenager – uovervindelig – gammel og vis) på minimum 20 og nok også 30 år. ET eller andet sted i løbet af disse år når vinen sit maksimum”.

 

Og hvornår sker dette maksimum så for dig, vinnyder?

 

Er det lige efter vinens første fase, altså teenageårene (I hope not!)

Er det efter vinens anden fase, uovervindelighedsperioden?

Er det i vinens tredje fase, altså når vinen er i fuldt tertiært flor og en skønne dag dør?

Eller er det et eller andet sted mellem de sidstnævnte to?

 

Du bestemmer…

2 kommentarer

  • I am not sure where you are getting your information, but good topic.
    I needs to spend some time learning much more or understanding
    more. Thanks for great info I was looking for this info for my mission.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hi Calvin

      Thank you for your comment, I’m very glad that you can use this information for your mission 😊
      The things I write about here are based on many years working in the restaurant business as waitress, sommmelier, hostess, wine importer and restaurant owner – together with yearlong (ongoing) wine studies

      I wish you the best of luck and do write again if you have other related questions or need a wine advice 🍷

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

#iamwine - og når det nok!